Skip to content

3 gode råd til at skrive mere bæredygtig kode

Vejen til mere bæredygtig kode handler lige så meget om den rigtige indstilling og awareness som at skrive kode, der er simpel og effektiv. Derfor har vi samlet 3 gode råd, der hjælper dig med at producere mere bæredygtig kode til dit website.


God kode er ikke kun en gave for effektiviteten på dit website. Kan du skrive kortere og mere præcis kode, så har du ikke kun reduceret filstørrelsen, men du skåner også serveren for det arbejde, det kræver for at læse og behandle filen.

Og jo mere struktureret, du går til at skrive kode, jo mere effektiv, og dermed bæredygtig, bliver dit resultat også. Din strukturerede tilgang til kode kan blandt andet være at fokusere på:

  • at strømline dine filer og undgå duplikation af funktioner
  • at reducere antallet og kompleksiteten af forespørgsler der skal til for at levere en bestemt funktionalitet
  • at kode websites uden plugins, der indeholder funktionaliteter, som du ikke har brug for

Det tager selvfølgelig mere tid at planlægge en mere effektiv struktur, men det betaler sig i sidste ende, når målet er bedre performance og bæredygtighed.

Her er nogle mere konkrete tiltag, når det handler om at skrive og arbejde med mere bæredygtig kode.

 

greencode3


1. Vælg de rette programmeringssprog


Der findes flere forskellige programmeringssprog med hver deres energiforbrug. Undersøgelser viser, at de mindst energikrævende sprog er C, Rust og C++, mens de mest energikrævende er Perl, Python og Ruby. De mest populære sprog som Javascript og PHP ligger ikke særlig lunt i svinget, når det handler om energikrav, hvilket selvfølgelig kan være lidt af en udfordring, når de sætter strøm til langt de fleste moderne websites. En lille trøst er dog, at Javascript er mere effektiv i sit energiforbrug sammenlignet med PHP eller Ruby.

I praksis betyder det, at vi selvfølgelig stadig er nødt til at vælge det rette programmeringssprog til det rette projekt. Men når er vi opmærksomme på, hvilke programmeringssprog der er de mest energi-effektive, så kan vi også vælge den bedste og mest effektive løsninger, når vi står i en situation, hvor vi frit kan vælge programmeringssprog.

 

greencode2


2. Komprimér din kode


Lige meget hvor godt du skriver din kode, så kan den altid blive mere strømlinet. Det er meget menneskeligt, at vi i koden har nice-to-haves som computere og maskiner er ligeglade med, så som white space for mere læsbarhed, kommentarer som hjælper os med at forstå, hvad der skal ske og intuitiv navngivning af funktioner. Pointen er, at vi som mennesker ikke er perfekte og ofte vil inkludere duplikeret eller overflødig kode til en vis grad.

Selvom disse nice-to-haves er fine at have med i udviklingen, så gør de også vores filer større, end de behøver at være. Derfor er det vigtigt, at vi laver kode, der er skrevet specifikt til maskinerne, da vi på den måde både sparer energi og optimerer performance. Der findes heldigvis flere komprimeringsværktøjer, der kan konvertere udviklingskoden til en mere produktionsklar version, der er optimeret til maskiner. Nogle af programmerne kan også bruges til at sammenligne koden med web-standarder og kompatibilitet med webbrowsere, men det er komprimeringsfunktionen, der skaber bedre forhold for et bæredygtigt website.

 

greencode4


3. Vær opmærksom på bots

Bots er silent killers, når det kommer til dit websites påvirkning af miljøet. Vi er ikke altid opmærksomme på dem, men bots besøger vores websites hele tiden – om det er for SEO, RSS, konkurrenter der monitorerer websitet eller noget helt fjerde. Og problemet er, at bots snylter på vores båndbredde og processorkraft, der alt sammen koster mere strøm.

Derfor er vi også nødt til at være meget opmærksomme på bots, når vi udvikler webprojekter. De er ikke altid i vores bevidsthed, men de prøver at trække information ud og bryde sikkerheden på websitet, de putter ekstra pres på vores servere og gør vores website langsommere, når de først er kommet inden for dørene. Heldigvis kan de fleste bots udelukkes med en effektiv firewall, så du kan forberede load time, højne sikkerheden og i sidste ende reducere dit websites CO2-aftryk.

Den rigtige tilgang skaber bæredygtige websites

Når alt kommer til alt, så er det vigtigt at huske, at kode og udvikling har stor indflydelse på, hvor bæredygtigt det endelige digitale produkt ender med at blive. En detaljeorienteret tilgang til udvikling skaber websites, som er langt mere effektive – både i processer og i oplevelsen ude hos brugeren.

 

Vil du vide mere om bæredygtig kode, og hvordan det påvirker dit CO2-aftryk? Så er du altid velkommen til at sende mig en mail på peter.solow@knowit.dk