Skip to content

Kære SMV'er, sæt nu innovationen i drift

Meget tyder på at mindre og mellemstore danske virksomheder har en udfordring, når det kommer til digital forretningsudvikling. Vejen går over et opgør med tre kulturelle barrierer.

For nylig læste jeg en fin analyse af arbejdet med digitalisering i SMV-bestyrelserne.

Bestyrelserne savner kompetence og forståelse for digitalisering, og digitalisering ses i meget høj grad som et værktøj til optimering. Navnligt i ejerledede virksomheder er ledelsens driftsfokus markant, og det hæmmer den innovative digitale forretningsudvikling.

Du kan læse hele analysen her.

Jeg tror, at mange SMV’er slås med tre kulturelle barrierer:

- Digitalisering sættes lig med ”it”, som sættes lig med små trinvise forbedringer af eksisterende arbejdsgange.

- Ledelsen har et driftsfokus, som ikke harmonerer med risikovillighed og innovation.

- Strategisk ledelse af kundeoplevelsen er undervurderet



Ingen højtflyvende projekter

Midlerne og tiden er ikke til højtflyvende stjernekrigsprojekter i de danske SMV’ers januar-kolde hverdag.

Men jeg ser også nogle styrker, som kan udnyttes, og jeg tror at nødvendigheden vil banke på døren.

Vi har set gang på gang, at kundeoplevelser bliver redefineret i branche efter branche i takt med at den digitale transformation slår igennem.

Markedsandele flytter sig i høj fart, og det kan potentielt gøre ondt på selv veldrevne virksomheder.

SMV’erne må bygge på deres styrker, som typisk er den stærke forankring i kunderelationerne og på en relativt set lavere grad af kompleksitet i forretningen.

Samtidig kan de hente fordele i en teknologiudvikling, som giver plug-and-play muligheder. Drop at have applikationerne in-house og brug cloud-løsninger selv på avancerede områder som kunstig intelligens.

matt-ridley-Lyl8RL7imrw-unsplash

Sæt innovation i drift

Alt sammen for at sætte et nyt skib i søen. Sæt innovation i drift.

Jeg mener, at de fleste SMV’er er verdensmestre i deres operationelle hverdag.

Men hvad nu hvis kravet var at udkomme med en digital nyskabelse hvert år?

Så må virksomheden regne med cirka fire fiaskoer på prototype-planet, og der skal altså fejles hurtigt for at nå det (og ja, pretotyping kan være en bedre vej at gå for at afprøve ideer hurtigt uden det koster det store). Få den operation op at køre.

Jeg advokerer ikke for hovedløs digital nyskabelse, for det skal foregå inden for en potentiel sammenhængende vision om, hvor kunderne bevæger sig hen eller hvor de skal bevæge sig hen.

Det skal være et skridt ad gangen på vej mod en ny kundeoplevelse. Vi taler digital forstærkning til eksisterende produkter eller fuldstændige nyskabelser, og de skal være båret af ideen om at skabe en bedre kundeoplevelse.

pexels-pixabay-355948

Morgendagens bestyrelse

Det får også betydning i morgendagens bestyrelsesarbejde.

Ifølge analysen efterspørger de fleste SMV’er flere digitale kompetencer i bestyrelsen og øget brug af eksterne konsulenter.

Skulle du helt tilfældigt møde bestyrelsesformanden på parkeringspladsen så prøv at stille ham disse spørgsmål (frit lånt fra ovennævnte analyse):

- Har bestyrelsen den viden, der er nødvendig for at arbejde strategisk med digitalisering?

- Hvordan tilføres den nødvendige viden og kompetence til bestyrelsen?

- Kædes diskussionen af det digitale potentiale sammen med en diskussion af kultur, kompetencer og organisationsstrukturer?

- Forholder bestyrelsen sig til, om (ejer)lederen kan give slip på kontrollen og delegere beslutningskompetence til medarbejderne?

- Har bestyrelsen sammen med ejerne den nødvendige risikovillighed?