Agentic AI ændrer hvem der bygger software, men ikke hvad der skal bygges. Det er den forskel, der afgør, hvem der vinder den næste runde.
Et hus er et hus. Uanset om det er bygget af træ, mursten eller præfab-elementer, så skal beboerne have vand, varme og et sted at komme ind. Arkitekten, tømreren og murermesteren har byttet værktøj en håndfuld gange gennem historien, men køkkenvasken har blot skiftet materiale. Ikke funktion.Det første, jeg plejer at sige, når nogen spørger mig, hvad agentic AI betyder for vores branche, er, at det er den forkerte måde at stille spørgsmålet på. Det interessante spørgsmål er: hvad er det, der ikke ændrer sig? For det er dér, værdien bor. Det er dér, omkostningen ved at overse den ligger.
Jeg har arbejdet med software længe nok til at have set mønstrene gentage sig. Outsourcing. Offshoring. Agile. DevOps. Nu agentic. Hver gang har én del af branchen ment, at alt var forbi, mens den anden har troet, at alt var nyt. Begge tog fejl! Det jeg oplever er, at rollerne ændrer sig. Og dem, der forstår forandringen hurtigst, vinder spillet.
Murstenene skifter, vandforsyningen består
Lad mig blive i husmetaforen et øjeblik. For den fortæller noget ret præcist.
Software har grundlæggende altid handlet om det samme. Nogen skal forstå et problem. Nogen skal oversætte problemet til en løsning. Nogen skal sikre, at løsningen virker og bliver ved med at virke. Og nogen skal reagere, når den ikke gør. Det er mønstre, og de forsvinder ikke, blot fordi en agent kan skrive TypeScript hurtigere end dig.
I stedet forsvinder den måde, vi fordeler arbejdet mellem mennesker på. Lagene imellem os. Overleveringerne. Formaliteterne. Det er netop dér, hele omstillingen faktisk foregår.
Fra software engineer til product engineer
Et konkret eksempel fra en organisation, vi har arbejdet med.
For tre år siden havde denne organisation et klassisk udviklingsteam. En product owner med en Jira-backlog. To designere i Figma. Fire udviklere fordelt på frontend og backend. En tester. Ni mennesker, fem værktøjer, fire overleveringer fra idé til staging. Det var helt almindeligt, og det fungerede — omtrent.
I dag består teamet af fem personer.
Det er ikke fordi, de svageste er røget ud. Det er lagene mellem mennesker, der er forsvundet. Designeren sidder nu tæt på brugerinterviewet og bygger prototyper, som allerede er halvvejs til kode. Udvikleren formulerer kravspec og løsningsdesign i samme åndedrag som implementeringen, med en agentisk makker ved siden af. Test er ikke længere en fase; det er en allestedsnærværende aktivitet, der sætter sig selv i gang, hver gang der produceres en linje kode.
Den rolle, der er blevet til hovedpersonen, kalder vi Product Engineer. Det er ikke en ny titel på visitkortet, men en anden måde at arbejde på. Det er en person, der kan definere et krav, bygge løsningen, teste den og tage ansvar for, at den giver mening i helheden. Det kræver en anden type medarbejder. Og det kræver en organisation omkring hende, som er bygget til at understøtte det ansvar.
(Og ja — jeg hører indvendingen allerede. Hvad med specialisterne? Hvad med dybden? Hvad med den arkitekt, der har brugt femten år på at forstå jeres integrationslandskab? Den snak tager vi længere nede.)
Humantic — det der stadig er vores
I mine noter har jeg et ord, jeg har leget med et stykke tid: humantic. Det er en sammenskrivning af human og agentic, og jeg bruger den mest til mig selv. Den minder mig om, at når agenter håndterer det meste af det rutineprægede, så bliver det resterende — de opgaver der kræver et menneske — endnu mere afgørende.
Humantic er ikke teknologien. Det er det, der står tilbage, når teknologien har taget det rutineprægede. Dømmekraften. At vide hvornår man skal sige nej til det, agenten foreslår. At forstå hvilket problem man i virkeligheden er ved at løse og for hvem. Den del af arbejdet, der ikke kan uddelegeres.
De organisationer, der forstår det, investerer ikke kun i AI-værktøjer. De investerer i det, der bliver endnu vigtigere, når værktøjerne har overtaget resten.
Og om specialisterne jeg lovede at vende tilbage til: de forsvinder ikke. De bliver dyrere. Specialistviden er præcis den slags humantic-kapital, der bliver knap, når alle andre bliver hurtige.
Tre strategier jeg er begyndt at anbefale
Jeg bliver nu oftere spurgt, hvor man starter, når man står med en udviklingsorganisation, der skal igennem det her. Jeg har ikke en facitliste. Men der er tre ting, jeg er begyndt at anbefale, fordi jeg har set dem virke.
Start med ét team, ikke med en strategi. Der er fristende at lave en organisationsdækkende AI-plan, før man rører noget. Den fristelse koster næsten altid tid. Vælg i stedet ét team med en tydelig leverance. Giv dem plads til at eksperimentere med en agentisk arbejdsgang i tre måneder, og se derefter på resultaterne. Det, der virker, bliver til et mønster. Det, der ikke virker, lærer I af, uden at have betalt for en udrulning. Strategien kommer bagefter, og så er den baseret på noget, I faktisk har set ske.
Redefinér kvalitet, før du redefinerer roller. Det her er det punkt, som oftest bliver overset. Når en agent kan producere kode hurtigere end noget menneske, så er kvalitet ikke længere defineret af, hvor meget der kom ud, men af om det rigtige kom ud. Det er en kulturel omstilling, ikke en teknisk. Og den skal ske først. Ellers skalerer man sine fejl i et tempo, man ikke kan nå at korrigere.
Investér i det, du ikke kan automatisere. Jo mere af det faglige arbejde der håndteres af agenter, jo mere afgørende bliver det strategiske, det relationelle og det kritiske. Den Product Engineer, jeg nævnte tidligere, begyndte ikke at skrive kode hurtigere end de fire udviklere, hun overtog arbejdet fra. Hun gjorde noget andet: hun stillede de rigtige spørgsmål tidligere i processen. Den egenskab kan du ikke købe på en licens.
Hvis du har læst med så langt, er der en rimelig god chance for, at du sidder med én af de her oplevelser.
Backloggen vokser hurtigere end leverancerne, selvom I har indført Copilot eller noget tilsvarende. Udviklerne bruger agentiske værktøjer på egen hånd, men I har ikke fået defineret, hvad der er OK på jobbet. Test og kvalitetssikring er blevet til en flaskehals, dér hvor det burde være en motor. Rollebeskrivelserne passer ikke længere særlig godt til det, folk faktisk laver — og ingen har haft tid til at skrive nye.
Hvis noget af det lyder bekendt, er du i ganske godt selskab. Det er en af de samtaler, jeg oftest tager med ledere lige nu.
Lad os tage en snak
Kunne du tænke dig at trykteste jeres nuværende rolle-setup op imod det, vi ser fungere andre steder?
Jeg tilbyder en sparringssamtale på cirka 45 minutter. Sammen ser vi på tre ting: hvor I jeres værdikæde, agentic AI allerede giver mening — og hvor det ikke gør. Hvilke roller der naturligt står forrest i den næste forandring. Og ét konkret skridt, I kan tage inden for de næste 30 dage, uden at skulle købe noget eller forpligte jer til andet end selve skridtet.
Så lad os tage en snak!
Udfyld formularen herunder, så finder vi et tidspunkt.