Jeg er fascineret af historien om Synthesia’s succes, fordi den på flere måder udstiller hverdagens ledelsesmæssige langsommelighed. Det er en kunst at få tingene gjort.
Har du hørt historien om Synthesia? Synthesia er en AI-baseret platform, som man kan bruge til at skabe video-indhold. Firmaet har base i London, har Amazon, Tiffany & Co. og Bestseller blandt sine 50.000 kunder, og er værdisat til 6,8 mia. kr.
To unge danskere er topledere og medstiftere sammen med en tysk og en amerikanske professor i datalogi. Firmaet er grundlagt i 2017 og har nu flere hundrede medarbejdere og er i rivende udvikling. Visionen er at kunne lave en Hollywood-spillefilm uden brug af skuespillere, kameraer og hele det konventionelle setup, fordi indholdet skabes af software (AI).
Email ind i hajbassinet
Der er mange elementer af innovativ vildskab bag Synthesia. Visionen er jo eksempelvis ret voldsom, og den initielle funding kom på plads, da en af de unge danskere bag skød en long-shot-cold-calling-email afsted til en investor i Shark Tank (USA’s svar på Løvens Hule).
Historien trækker selvfølgelig tråde til dot.com-tiden og alle vores præ-indspillede holdninger til Silicon Valley. Men set i en dansk professionel kontekst – og i en tid hvor generativ AI er demokratiseret i ét hug af OpenAI – handler den om både din og min ledelsesstil og vores organisationskultur.
Netop AI har et så stort potentiale, at vi igen kommer til at forholde os til visioner og evnen til at få dem levet ud. Synthesia bliver belønnet, og i morgen er det måske din konkurrent, som ikke alene får den gode ide, men også realiserer den i praksis.
AI som accelerator
AI vil udstille forskellene på leverpostejs-koncensus-kultur og innovativ, strategisk vildskab. Årsagen er, at AI kan blive en accelerator for ideens hurtige vej fra vision til skinbarlig virkelighed. Vi skal bevæge os lysår væk fra garderet nulfejlskultur.
Kompleksitet og problemers forbundethed kalder ofte på at forstå og reflektere, men nogle gange bliver det også til en tøven. Ledelsesrådgiveren Tune Hein mener, at tøven i organisationer alt for ofte handler om konfliktskyhed og forsigtighed, uendelige involvere-flest-muligt-processer, bureaukrati og afventen af beslutninger samt mangel på disciplin og handlekraft.
Jeg er måske selv utålmodig af natur, men mit mantra er, at man skal handle over for de problemer, man oplever. Det nytter ikke at blive ved med at analysere, at vente på at alle bliver enige eller at vende ryggen til. Jeg kan sagtens finde på at forære ledelsesbøger til gode kolleger. Gerne med titler som ”The discipline of getting things done”.
Kulturen differentierer
AI kommer til at forstærke forskellen mellem tunge, langsomme, tøvende organisationskulturer og det modsatte. I en helt frisk survey-baseret artikel fra McKinsey peger konsulenterne på fem afgørende egenskaber, der adskiller innovatørerne fra resten.
Når det ikke længere er adgangen til selve teknologien, der er barrieren, så vil det ifølge McKinsey handle om at evnen til at stille de rigtige spørgsmål, finde fejlene og luge dem ud hurtigt, bygge og videreudvikle egne data, lære hurtigt og fejle hurtigt og for det femte at gå efter processer uberørt af mennesker.
Forskellen på de bedste og de andre inden for innovation er bl.a. om de bruger generativ AI i flere forretningsområder, og om de har implementeret agile forretningsprocesser. Noget handler om metoder og tilgang til it, data og teknologi i bred forstand. Men der er en kerne af kultur, som er afgørende. Der skal vilje og vildskab til, hvis vi for alvor skal kunne skabe noget med AI.
Det er derfor Synthesia-historien er så signifikant i denne tid. Her er nogen, der bare gjorde det. Ikke noget med at tøve. Ikke noget med at vente på tilladelse. De satsede stenhårdt og får tilsyneladende verdens tilgivelse.
Tune Hein’s løsning er ikke, at vi skal tøve en kende. Han foreslår, at vi kender vores tøven, og at alle i organisationen får et tag ”chancen-klippekort’. Hvert klip giver ret til et nyt tiltag, som ikke er klappet af med kolleger og chefer på forhånd. Kun signeret af din egen sunde fornuft.
Er det bare mig, som synes, at vi kunne bruge lidt mere af den mentalitet i vores professionelle hverdag?